Renterne ligger igen højt, og det gør obligationer relevante for mange investorer. Når renten stiger, følger afkastmulighederne med. Renteniveauet er nemlig den faktor, der betyder mest for, hvad du kan tjene på obligationer.
Obligationer er kendt for at give stabilitet i porteføljen, men mange overser, at de faktisk også kan give et interessant afkast. Derudover kan de være et attraktivt alternativ til kontanter på kontoen.
Højere rente – højere afkast
Investorer har i en årrække måttet forene sig med lave renter. Først fik finanskrisen presset renterne i USA og Europa ned på omkring 2 pct., og siden fik den sydeuropæiske krise renten yderligere ned i Europa – se figur 1. Det har i en lang periode gjort det svært at skabe obligationsafkast, der kan konkurrere med aktiemarkedet.
I dag er situationen fundamentalt anderledes. Statsrenterne i USA og Tyskland ligger på 3-4 pct., og ser man på højtratede virksomhedsobligationer, er renten på omkring 5 pct.
Det globale renteniveau er dermed tilbage på historiske niveauer, og det giver langt bedre forudsætninger for obligationsinvestorer.

Renterne er nu på et niveau, hvor de endda kan konkurrere med ”earnings yield” på aktiemarkedet. I hvert fald, hvis man ser på renten på højtratede virksomhedsobligationer – se figur 2.
Earnings yield fortæller, hvor stort afkastet for aktieinvestorer ville være, hvis al indtjening blev udbetalt som udbytte. Det bruges som en rettesnor for det fremtidige afkast på aktiemarkedet.
Earnings yield har historisk ikke været identisk med det faktiske afkast, aktiemarkedet har leveret. Det er dog tydeligt, at der er sket et skift, der peger på, at obligationer er blevet relativt mere attraktive.
Hvorfor er obligationer interessante i porteføljen?
Ud over at give afkast er obligationer en interessant byggeklods til din portefølje af flere årsager:
Risikospredning: Den samlede risiko i en portefølje falder, når man inkluderer flere forskellige investeringer, som ikke svinger perfekt i takt. Har man allerede aktier i porteføljen, er tilføjelsen af obligationer alene nok til at mindske risikoen.
Samtidig viser historiske data, at sikre obligationer i mange tilfælde stiger i værdi, når aktierne falder. De fungerer derfor som en stødpude, når der er uro på aktiemarkedet. Virksomhedsobligationer og obligationer fra udviklingslande falder dog typisk i værdi sammen med aktierne, men i mindre omfang.
Stabile og forudsigelige afkast: Aktieafkast er svære at forudsige. Obligationsafkast er væsentlig nemmere. Holder man en obligation til udløb, kender man afkastet på forhånd, og investerer man i en investeringsforening med obligationer, vil afkastet over tid ligge tæt på den effektive rente, porteføljen havde ved investeringstidspunktet.
Hvilke obligationer kan man købe?
Der findes flere forskellige typer af obligationer, som hver især har forskelligt afkastpotentiale og forskellig risiko. Her er en grov opdeling:
Stats- og realkreditobligationer
Obligationer i højtratede lande som Danmark, Tyskland og USA. Her er man ikke i tvivl om, at landene er i stand til at betale renter og lånet tilbage. På trods af dette kan kursen svinge på baggrund af bevægelser i markedsrenten. Udsvingene er dog langt mindre end på aktiemarkedet. Danske realkreditobligationer er også anset som meget sikre.
Virksomhedsobligationer (kreditobligationer)
Private virksomheder har også brug for at låne penge. Derfor kan du købe obligationer udstedt af f.eks. Novo Nordisk og Danske Bank. Virksomhedsobligationer anses oftest for at være mere risikofyldte, da risikoen for, at virksomheden kan gå konkurs, er til stede. Det kalder man kreditrisiko. Derfor er kuponrenten også højere end på højtratede stats- og realkreditobligationer.
Ligesom med stats- og realkreditobligationer kan kursen på virksomhedsobligationer svinge og påvirke afkastet, hvis man ikke holder obligationerne til udløb.
Obligationer i udviklingslande (nye markeder obligationer)
Udviklingslande har typisk lavere BNP pr. capita, men højere vækst og inflation sammenlignet med f.eks. Danmark. Området er bredt og spænder over lande som Polen og Brasilien. Kuponrenten er derfor højere end på danske statsobligationer, men risikoen for misligholdelse er også større.


Hvad kan du få i effektiv rente?
Den effektive rente er det vægtede gennemsnit af de enkelte obligationers afkast, hvis man holder dem til udløb. Den effektive rente varierer fra område til område. Tommelfingerreglen er, at jo højere effektiv rente, desto højere risiko.
I Maj Invest har vi fire forskellige obligationsfonde, der dækker obligationsmarkedet bredt.
Maj Invest Danske Obligationer
Effektiv rente på 3,3 pct. baseret på de underliggende obligationer i porteføljen
Investerer primært i danske stats- og realkreditobligationer – altså højtratede obligationer. Med en effektiv rente på 3,4 pct. er den et eksempel på et solidt alternativ til penge på en bankkonto og et stabiliserende element i en portefølje.
Der henvises til prospektet og PRIIP-KID for Maj Invest Danske Obligationer, ISIN-kode DK0060005098, inden der træffes en endelig investeringsbeslutning.
Maj Invest Globale Obligationer
Effektiv rente på 4,8 pct. baseret på de underliggende obligationer i porteføljen
En global obligationsportefølje, der blander højtratede statsobligationer, realkreditobligationer, virksomhedsobligationer og obligationer i udviklingslande. Her får du obligationer fra alle dele af obligationsmarkedet.
Der henvises til prospektet og PRIIP-KID for Maj Invest Globale Obligationer, ISIN-kode DK0060004950, inden der træffes en endelig investeringsbeslutning.
Maj Invest Grønne Obligationer
Effektiv rente på 4,5 pct. baseret på de underliggende obligationer i porteføljen
Samme strategi som Maj Invest Globale Obligationer. Her investeres dog kun i obligationer, hvor lånet går til grønne projekter.
Der henvises til prospektet og PRIIP-KID for Maj Invest Grønne Obligationer, ISIN-kode DK0061281060, inden der træffes en endelig investeringsbeslutning.
Maj Invest High Income Obligationer
Effektiv rente på 7,9 pct. baseret på de underliggende obligationer i porteføljen
Investerer i virksomhedsobligationer og statsobligationer i udviklingslande. En effektiv rente på 7,9 pct. minder om aktieafkast. Forvent også større udsving end for de andre obligationsfonde.
Der henvises til prospektet og PRIIP-KID for Maj Invest High Income Obligationer, ISIN-kode DK0060642809, inden der træffes en endelig investeringsbeslutning.
Tabellen her viser en række relevante nøgletal for Maj Invests obligationsprodukter:

Et godt supplement til kontanter
Obligationer kan også være et direkte supplement til kontanter på en bankkonto med betydeligt større afkastpotentiale. På en bankkonto får man en lav variabel rente, som oftest er noget lavere end obligationsrenterne på korte stats- og realkreditobligationer, til gengæld kan man hæve pengene, når man vil.
Har man kontanter, som man ikke skal bruge de næste 2-3 år, kan det, alt efter risikovillighed, i stedet give mening at investere dem i obligationer med kort løbetid. Kuponrenten vil her være højere end den, du får i banken, og kursudsvingene på korte obligationer er minimale.
Med de rette obligationer er risikoen næsten den samme som ved at have pengene stående i banken – men renten er højere.

Sådan gør du
Som privat investor kan det næsten aldrig svare sig at investere direkte i enkeltobligationer. Det er dyrt og kræver en stor investering. Gennem en investeringsforening får du i stedet nem adgang til enten specifikke områder af obligationsmarkedet eller en bred portefølje, hvor der er styr på risikospredningen.

Denne artikel er udarbejdet af Investeringsforeningen Maj Invest (CVR 28 70 59 21) og er markedsføring. Majinvest.dk. Der henvises til prospektet og PRIIP-KID for de enkelte afdelinger, inden der træffes en endelig investeringsbeslutning. Investeringsforeningen Maj Invest udbyder alene artiklen som en informationskilde til læseren. Informationerne i artiklen er ikke et tilbud om eller en opfordring til køb/salg af værdipapirer, valuta eller anden finansielt instrument. Artiklen er ikke investeringsrådgivning og bør ikke opfattes som sådan. Informationer i artiklen kan ikke erstatte juridisk, regnskabsmæssig, skattemæssig eller anden professionel individuel rådgivning, og Investeringsforeningen Maj Invest opfordrer læsere af artiklen til at søge professionel rådgivning, før der træffes beslutninger eller foretages dispositioner. Artiklen er baseret på informationer fra kilder, som Investeringsforeningen Maj Invest finder troværdige, men Investeringsforeningen Maj Invest påtager sig ikke ansvar for artiklens rigtighed eller for dispositioner foretaget på baggrund af artiklen, herunder eventuelle tab. Vurderinger i artiklen er baseret på skøn og forudsætninger. En investering i værdipapirer er forbundet med risici. Bevægelser i markedet generelt, valutaudsving eller hændelser knyttet til værdipapirer kan påvirke kursudviklingen, som dermed kan adskille sig væsentligt fra det i artiklen forventede. Historiske og tidligere afkast kan ikke anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast. Vurdering af fremtidige afkast er baseret på formodninger, som måske ikke realiseres.
