Valueaktier godt fra start i 2026
Denne artikel er fra 'Ugeskrift for investorer', som udgives af Fondsmæglerselskabet Maj Invest (investeringsforeningens porteføljeforvalter). Læs hele ugeskriftet her og tilmeld dig fremtidige udgaver på mail her.
Valueaktier har givet et merafkast på 5 pct. ift. vækstaktier i 2026.
Når man investerer i valueaktier, køber man aktier med kendte forretningsmodeller, der har givet varige og stabile overskud og udbytter over mange år.
I modsætning står vækstaktier, hvor prisen afspejler forventning om høj vækst i fremtidig indtjening.
Siden starten af 2026 har:
- valueaktier givet 3 pct. i afkast.
- vækstaktier givet et tab på 2,5 pct.
Ser man på de sidste 100 år, har valueaktier givet markant højere afkast end vækstaktier – i gennemsnit 4 pct. om året. Lange perioder, hvor valueaktier giver højere afkast end vækstaktier, er derfor reglen, ikke undtagelsen.
Siden finanskrisen har vi dog set vækstaktierne klare det bedre end valueaktierne. Den udvikling har bl.a. været drevet af lave renter og lav inflation.
Men tiden med ultralave renter og inflation ser ud til at være forbi.
Det nye højere renteniveau ændrer dynamikken på finansmarkederne. Prisen på fremtidig vækst stiger. Derfor betaler investorer for indtjening her og nu. Det har givet valueaktier medvind.