Markedet tror på solide aktieafkast i 2026
Denne artikel er fra 'Ugeskrift for investorer', som udgives af Fondsmæglerselskabet Maj Invest (investeringsforeningens porteføljeforvalter). Læs hele ugeskriftet her og tilmeld dig fremtidige udgaver på mail her.
Forventningerne til aktieafkast i 2026 tegner et billede af bred enighed blandt de store finans- og analysehuse. Trods geopolitisk uro, handelskrig og Trumps kaotiske politik er konsensus klar:
- Amerikanske aktier op omkring 9 pct.
- De mest optimistiske ser afkast på op mod 20 pct.
- Kun få forventer et svagt eller negativt afkast.
Analytikernes forventninger ligger tæt på de historiske aktieafkast. Siden 1990 har amerikanske aktier i gennemsnit givet et årligt afkast på ca. 10 pct.
Forventningerne bør læses med stor forsigtighed, da aktieafkast er svære at forudsige.
Amerikanske aktier ventes at give væsentligt højere afkast end europæiske, med Tyskland som en positiv undtagelse.
- Europa samlet: knap 5 pct.
- Storbritannien: ca. 5 pct.
- Tyskland: på niveau med USA.
Håbet for tyske aktier hænger sammen med, at landet med kansler Merz i spidsen lægger op til massive investeringer i infrastruktur og forsvar. Det kan hjælpe Tyskland ud af den lave vækst, landet har befundet sig i siden 2019.
Især den tyske industri kan få vind i sejlene som følge af et øget fokus på europæisk oprustning.