Klik her for at printe

Analyse af afkast i danske investeringsforeninger

9. nov. 2015

Investorerne hos Maj Invest realiserede bedste merperformance efter alle omkostninger. Sådan skriver chefanalytiker Nikolaj Holdt Mikkelsen i en ny, stor analyse fra analysehuset Morningstar. Analysen rummer alle danske investeringsforeningsafdelinger, der sælges til private investorer, med særligt fokus på de ti største investeringsforeninger i Danmark målt på formue. Analysen viser, hvor mange kroner investorerne i hver enkelt investeringsforeningsafdeling har tjent udover den generelle markedsudvikling de sidste fem år.

Morningstar opgør, at medlemmerne i Maj Invest de seneste fem år efter alle omkostninger har tjent 446 mio. kr. mere end den generelle markedsudvikling tilsiger.

Det skal sættes i forhold til, at den næstbedste forening i analysen har leveret et merafkast til sine investorer på 274 mio. kr., selvom den næstbedste forening repræsenterer en formue, der er tre til fire gange større end i Maj Invest.

Selvom ni ud af ti største investeringsforeninger har skabt et merafkast ved aktiv forvaltning, er det kun tre af de største foreninger, der har formået at levere et merafkast til investorerne efter alle omkostninger.

To procent ekstra i afkast hvert år efter omkostninger i forhold til markedet. Så meget har medlemmerne i obligationsafdelingerne i Maj Invest fået ifølge analysen, mens medlemmerne i de øvrige top-ti investeringsforeninger kun har fået markedsafkastet eller mindre. Aktieinvestorerne i Maj Invest har tilsvarende i gennemsnit fået et merafkast efter alle omkostninger på 0,7 pct. hvert år. Analysen dækker 1. juli 2010 til 30. juni 2015.

Det samlede resultat på tværs af alle investeringsforeninger viser dog, at det efter alle omkostninger er betalt, er en fordel at vælge aktivt forvaltede afdelinger i stedet for indeksprodukter efter omkostninger. Omkostningerne til aktiv forvaltning bliver i gennemsnit modsvaret af et tilsvarende bedre afkast.

Analysen kan læses i sin helhed på Morningstars website.