Hvordan udloddes udbytte?
De udloddende afdelinger betaler årligt et udbytte, der opfylder kravene til minimumsudlodning i Ligningsloven § 16 C. Afdelingerne skal derfor ikke betale skat, men skattepligten påhviler modtageren af udbyttet.
Minimumsudlodningen opgøres i hovedtræk på grundlag af de i regnskabsåret:
- indtjente renter og udbytter
- realiserede skattemæssige kursgevinster eller -tab på obligationer og valutakonti
- realiserede skattemæssige kursgevinster og -tab på kapitalandele
- erhvervede, skattemæssige kursgevinster og -tab ved anvendelse af finansielle instrumenter
med fradrag af afholdte administrationsomkostninger og eventuelle tab overført fra tidligere år.
Udbytter det enkelte år kan derfor afvige væsentligt fra afdelingens afkast. Skattereglerne i Ligningsloven § 16 C betyder, at afdelinger i et år med høje afkast kan give lave eller ingen udbytter, og at afdelinger i et år med negative afkast kan give positive udbytter. Over en længere årrække vil der være sammenhæng mellem afkast og udbytte.
Udbytte for de enkelte afdelinger udbetales aconto i januar måned. Hvis du ønsker at geninvestere dit udbytte i samme afdeling, kan du tilmelde dig automatisk geninvestering af udbytte. Hvis du ønsker at gøre brug af automatisk geninvestering, skal du rette henvendelse til din egen bank. Ofte er det nok at skrive til banken gennem din netbank.