LD Invest bedst til globale aktier og danske obligationer
07. februar 2011
Investeringsforeningen LD Invest vinder prestigefyldte priser ved den årlige kåring i Morningstar Fund Awards.
”I årets kåring er der kommet en ny aktør på banen, som netop har rundet sin 5-års fødselsdag og dermed for første gang er med i opløbet. Det er LD Invest, og de har gjort det så godt med deres globale aktiefond, LD Invest Aktier, at de løber med titlen som årets bedste globale aktiefond. Men det er ikke kun aktier, som LD Invest er skrappe til. Fonden LD Invest Danske Obligationer tildeles også prisen som årets bedste fond til danske obligationer,” skriver Morningstar i en kommentar til prisuddelingen.
Adm. direktør Jeppe Christiansen fra Fondsmæglerselskabet LD Invest A/S, der er rådgiver for foreningen, er meget tilfreds med priserne. Især fordi investeringsforeningens strategi ikke er at udbyde mange produkter, men at være i toppen med de produkter man har på hylderne.
”Den almindelige, private investor har nok svært ved at gennemskue, i præcis hvilket land, verdensdel eller sektor aktierne vil klare sig bedst. Oftest er man bedre stillet med at investere i en bred global aktiefond og supplere med obligationer. Det handler om at gøre det simpelt,” siger Jeppe Christiansen.
I det daglige har aktiechef Henrik Ekman ansvaret for LD Invest Aktier. Ifølge Henrik Ekman er resultatet en kombination af traditionel, individuel aktieudvælgelse på den ene side og respekt for de makroøkonomiske konjunkturer på den anden side. Den makroøkonomiske analyse bliver tilrettelagt i samarbejde med cheføkonom Arvid Stentoft Jakobsen, direktør Henrik Parkhøi og Jeppe Christiansen.
”Det er helt afgørende, at man forstår de væsentlige parametre i global økonomi. På den måde har vi styret uden om de værste faldgruber under finanskrisen, og tilsvarende ramte vi meget godt det tidspunkt, hvor markedet vendte igen,” siger Jeppe Christiansen.
Mens Morningstar Fund Awards kun uddeles en gang om året, bliver den gennemsnitlige rating af alle fonde offentliggjort en gang om måneden. Her har LD Invest ligget på førstepladsen i alle månederne i de seneste to år.