Danmarks hurtigst voksende investeringsforening
07. februar 2011
LD Invest er Danmarks hurtigst voksende investeringsforening
Topkarakterer to år i træk samt nye aftaler med distributører har medført en markant vækst i formuen og antallet af medlemmer i investeringsforeningen LD Invest. Siden starten af sidste år er foreningens formue mere end fordoblet til aktuelt 4,8 mia. kr. Antallet af medlemmer er ligeledes mere end fordoblet til nu 16.400 fra 6.700.
Ifølge de seneste tal fra Investeringsforeningsrådet er investeringsforeningen LD Invest den hurtigst voksende i Danmark målt på formuen, der voksede 114 pct. som følge af nye medlemmer og høje afkast.
”Væksten i investeringsforeningen LD Invest er langt større end vi turde håbe på, da vi i 2009 indledte samarbejdet med en række banker, der i dag tilbyder investeringsbeviser i LD Invest. Dette er sket sideløbende med, at flere danskere har fået øjnene op for investeringsresultaterne,” forklarer direktør Henrik Parkhøi fra fondsmæglerselskabet LD Invest, der forvalter foreningens ni fonde.
Investeringsforeningen har været analyseret af Morningstar i to år, og i samtlige 24 måneder har den gennemsnitlige rating været den højeste i Danmark.
Seks af foreningens afdelinger har nu topkarakteren 5 stjerner, mens to har 4 stjerner. Kun en enkelt afdeling er endnu ikke bedømt af Morningstar.
Flere af afdelingerne har i dag fem års historik. Og LD Invests produkter er blandt de bedste i hver deres kategorier.
”Høj faglighed og godt købmandskab blandt vores porteføljemanagere er en af forklaringerne. Desuden har vi i fondsmæglerselskabet en tilgang til investering, hvor vi både har blik for de overordnede tendenser i verdensøkonomien samt analyse af de enkelte selskaber,” siger adm. direktør Jeppe Christiansen fra LD Invest.
Året er igen startet stærkere end forventet, og der forventes også fortsat høj vækst i hele 2011, men næppe en yderligere fordobling af formuen.
Fremgangen i medlemstallet er bredt fordelt på de forskellige afdelinger. Men især LD Invest Value, LD Invest Aktier og LD Invest Kontra skiller sig ud. Samlet set er formuen vokset med yderligere 400 mio. kr. alene i år.